Dag 1 – Transport til Eindhoven, Holland
Denne dag står i transportens tegn og det er også her, hvor vi lærer hinanden lidt at kende. Intello kører fra Aarhus kl. 08.00, og vi kan samle deltagere op langs E-45 på vej sydover. Når vi har styr på, hvem der deltager i rejsen, kontakter vi jer for at finde ud af, hvordan vi nemmest og billigst kan samle tropperne. Vores første stop i Tyskland er Flensborg, hvor vi skifter personbilerne ud med en minibus med plads til ni personer. Kl. 11.00 kører vi fra Flensborg mod Holland. Der er naturligvis nogle stop undervejs, hvor der kan købes forplejning til turen. I bussen hygger vi os med en lille quiz, og hver deltager kan – hvis man har lyst – fortælle lidt om sig selv. Vi forventer at ankomme til vores hotel i Eindhoven ca. kl. 20.00. Afhængigt af, hvordan trafikforholdene er, forventer vi et hurtigt måltid undervejs.
Dag 2 – Hell’s Highway
Fredag den 21. juni starter vi med morgenmad i vores hotel. Efterfølgende, følger vi det “XXX Corps” fra “The British Second Army”, som bevægede sig fra den sydlige del i Holland mod nord. På deres vej mødte de faldskærmstropperne fra den Amerikanske 101st og 82nd Airborne Division, hvis mål det var at erobre alle broer, der befandt sig mellem Eindhoven og slutmålet, Arnhem. Navnet “Hell’s Highway” fortæller allerede lidt om, hvorfor det viste sig, at man havde overvurderet, hvor hurtigt man kunne indtage områderne omkring broerne. Vi stopper flere steder undervejs, hvor vi fortæller historierne og viser billeder af, hvordan det så ud den gang.
Der er kæmpet rigtig meget langs denne vej, og der findes stadigvæk spor af disse træfninger, som I vil kunne se med egne øjne. Vi besøger bl.a. byen Son, hvor den tyske 107e Panzer Brigade næsten lykkedes med at bryde de allierede forsyningslinjer. Vores endestation for denne dag er Nijmegen, en by med historie tilbage til romertiden. Her i byen blev der kæmpet rigtig hårdt, og disse kampe i byen betød, at det tog længere tid at erobre broen, hvilket i sidste ende resulterede i, at de allierede kom for sent til Arnhem. Vi spiser aftensmad i en hyggelig restaurant på det gamle torv ved den store kirke, i hjertet af Nijmegen centrum. Vi slutter dagen med den lille køretur til vores hotel i Arnhem, hvor vi overnatter. Fra hotellet er der udsigt over Rhinen.
Dag 3 – A bridge too far, Arnhem
Efter morgenmaden på hotellet mødes vi med vores erfarne hollandske lokalguide, som er ekspert i netop “Slaget ved Arnhem”. Vi har booket ham en hel dag, og det tegner til at blive rigtigt spændende! Denne dag følger vi de engelske og polske faldskærms- og svæveflytropper fra den 1. British Airborne Division og den 1. Polske uafhængige faldskærmsbrigade, som landede i Arnhem og omgivelserne. Vi indleder med at besøge de “Drop Zones”, hvor tropperne landede og følger så deres vej ind til selve John Frost broen i Arnhem, opkaldt efter den engelske major-general John Dutton Frost, som var befalende officer for den gruppe engelske faldskærmstropper, som nåede broen, og kæmpede der, indtil de løb tør for ammunition. De led store tab under kampene, og senere den dag vil vi se deres grave på gravpladsen i Oosterbeek.
Vi spiser frokost i byen Oosterbeek, hvor de allierede havde deres hovedkvarter i Hotel Hartenstein, som i dag er et moderne og spændende museum for slaget. Glæd dig til at opleve det! Ellers besøger vi Westerbouwing, som er et sted, hvorfra man har et flot udsigt over hele Rhinen og indgangen til Arnhem. Vi besøger den gamle kirke i Oosterbeek, hvor de engelske og polske tropper samledes, inden de trak sig tilbage over Rhinen i ly af natten. Kirken bærer tydeligt præg af kampene, og har for mange englændere en mytisk status. Den guidede tur afsluttes på militærkirkegården, hvor mange af de allierede, specielt engelske, soldater ligger begravet.
Vi tager efterfølgende tilbage til vores hotel for at slappe lidt af. Vi spiser aftensmad sammen, og der er mulighed for at gå en lille tur langs Rhinen eller bare slappe af alene, eller sammen med gruppen.
Dag 4 – Hjemrejse
Vi hygger os med morgenmad ved 08.30 tiden. Når vi er færdige, sætter vi os i bussen og kører tilbage til Flensborg, hvor vi afleverer minibussen og takker af for denne gang. Naturligvis stopper vi igen undervejs i Tyskland for at købe forplejning, strække benene og ryge en smøg, hvis der er behov for det :-). Vi har planlagt at ankomme til Flensborg mellem kl. 16.00 og 17.00 og derefter til Aarhus mellem kl. 18.30 – 19.30, lige i tide til en sen aftensmad derhjemme, men vi må i sagens natur tage forbehold for trafikken.