Lidt historie..

Siden 2011 har vi hvert andet år i en vennegruppe på 8 – 10 personer arrangeret spændende oplevelsesture til nordeuropæiske områder, som er kendt for – og ofte præget af, at der har været store slag i forbindelse med Første eller Anden verdenskrig. I denne sammenhæng har vi blandt andet besøgt Normandiet, Ardennerne, Verdun, Ypres, Cambrai, Somme, og Arnhem. I september 2023 fik tre af os, Walter, Bo og Erik den ide, at vi gerne vil give disse oplevelser videre til andre “battlefield”-interesserede mennesker. Vi stiftede derfor den 1. januar et lille rejsebureau, Intello.

Hvordan vi adskiller os

Hos os får du i lidt mindre grad faglig historisk information. Det får du bedre hos andre selskaber. Vi satser på små sociale og oplevelsesorienterede ture af 3-5 dages varighed med 6-7 deltagere og to guider i en minibus. Vi bringer dig frem til, og vandrer gerne i, de aktuelle lokaliteter, hvor tingene skete og skildrer dem med fortællinger og fotos fra dengang, det skete. De små forhold er desuden valgt ud fra et håb om, at turen yderligere får en positiv social dimension.

Hvorfor Intello?

Vi er hverken særligt intelligente eller intellektuelle. Vi nørder bare privat med Europas slagmarker og ville gerne have kaldt os ”Nørd Tours”, men nørd.dk-domænet var naturligvis optaget ;-). Vi prøvede på andre sprog og faldt for det franske ord for nørd: Intello, bl.a. da vi med vores ture tit har været i Frankrig – et land, som vi, ud over Danmark og Holland, elsker.

Hygge & Historie

Når man sidder otte personer i en minibus, falder man meget naturligt i snak med de medrejsende. Det er fedt at opleve, at man ikke er alene om ens særlige interesse for historie og krig. Vi ligger typisk allesammen inde med noget viden, som de andre ikke kender meget til, men ofte synes er spændende at høre om. Det kunne f.eks. være Walters historie om hans bedsteforældre, som kom fra Arnhem og oplevede krigen på tæt hold. Eller Bo, der som kampvognskommandør tjente i den danske hær i krigen i det tidligere Jugoslavien, og som kan fortælle detaljer om f.eks., hvad forskellene er mellem tyske, russiske og amerikanske kampvogne. Erik er uddannet kulturhistoriker og bachelor i arkæologi og kan sætte kamphandlingerne ind i en bredere kontekst, så de enkelte slag giver mening i et større perspektiv.